Her skulle der være plads til, hvad skolelederen siger. Men jeg siger så mange ting, og der er slet ikke plads til det hele. Men en af de ting, jeg ofte siger, er, at hvis noget skal blive godt, skal det have tid og kærlighed. Det vil jeg gerne fortælle lidt mere om.

Forleden morgen var hele min familie på vej ud ad døren. Naturligvis for sent, for der skulle både smøres madpakker og tages tøj på, og det hele tager altid lidt længere, end man regner med. Mit yngste barn sad på gulvet i entréen og var ved at tage den samme sko af og på for tredje gang. “Vi skal altså køre nu,” siger jeg og forsøger så vidt muligt at skjule min frustration over igen at skulle aflevere børnene lidt for sent. “Far, jeg skynder mig altså langsomt,” siger hun. Det lammer mig et øjeblik, for jeg har selv lært hende ordene, men aldrig hørt dem fra hendes mund.

Vi voksne kan tit glemme tiden – på den forkerte måde. Vi har nogle gange så travlt, at vi prøver at gøre flere ting på én gang, og så bliver det hele halvhjertet. Vi kan ikke løse komplicerede problemstillinger på et splitsekund, ligesom børn ikke kan tage en drillende sko hurtigt på, for så sidder den jo og gnaver. Så vi er nødt til at skynde os – langsomt. Vi må ikke spilde tiden, men vi skal heller ikke være forhastede.

Det samme gør sig gældende i skoleverdenen. Der er så mange faglige mål, begreber og kompetencer, og der er staveord, diktater og færdighedsregning – og det hele er jo vigtigt! Men vi kan ikke nå det hele på den halve tid. At forstå noget kræver fordybelse, og fordybelse kræver tid.

Men først og fremmest skal der være grobund for overhovedet at lære noget nyt. Det kræver et overskud hos barnet, som først kommer, når det føler sig trygt, anerkendt og befinder sig i et sundt fællesskab.

Og det er her, kærligheden kommer i spil. Ikke den slags kærlighed, som forældre giver deres egne børn, men den kærlighed, der er nødvendig for at danne sunde og gensidige relationer mellem fagpersoner og børn. Børnene skal kunne mærke, at vi vil dem det bedste, og at vi er her for at hjælpe dem.

Jeg siger (også) ofte, at fællesskabet går forud for individet. For fællesskab er noget, man giver til andre, og det fungerer kun, når man giver noget af sig selv. Til gengæld får man mindst lige så meget tilbage. Børnene skal kunne mærke den venskabelige kærlighed, som deres klassekammerater giver dem – en gensidig afhængighed af at være en del af et fællesskab.

Men det tager naturligvis tid og kærlighed at opbygge.

Tilbage i entréen er min datter stadig i gang med fodtøjet. “Vi når det sammen,” siger jeg opmuntrende, og hjælper med at pakke taskerne. Skoene er lige ved at sidde rigtigt.

– Lasse Tarp Jensen