Midt i naturen
Vores skole

Bygninger og faciliteter

Allindelille Friskole ligger i naturskønne omgivelser i det midtsjællandske skovhøjland mellem landbrugets åbne marker tæt på Allindelille Fredsskov.

Selvom hovedbygningerne er af ældre dato, har vi en masse lækre faciliteter både ude og inde, som både små og store elever kan boltre sig på, da vi løbende har foretaget fornyelser.
Skolens hovedbygninger står i den oprindelige struktur fra 1908, bestående af to sidelænger og en forbindelseslænge i “hestesko” samt en tilbygget gymnastiksal nord på den gamle vestsidelænge. Foruden hovedbygningerne råder friskolen over Landlyst – en mindre, selvstændig bygning, der rummer tre klasselokaler. De sidste mange år har udskolingen holdt til i denne bygning, som ligger på skolens matrikel, men adskilt fra resten af skolen. I 2006 er der bygget et selvstændigt anneks, der rummer skolens naturfag som fysik og kemi, natur og teknik, geografi og biologi samt skolens kreative fag som formning, håndarbejde og billedkunst.

Skolen råder over et stort, lækkert udeområde, med bålhus og shelters, boldbane og en multibane samt klatretårn, legeplads og gynger. Hele herligheden er omkranset af træer og buske, der er yderst velegnede til at klatre og bygge huler i. Indskolingen har deres egen legeplads, hvor de mindste elever kan lege i et mindre og mere overskueligt miljø. Her har vi klatrestativ, mooncars, sandkasse og legehus.

Vores SFO holder til hovedlokalerne og benytter sig derudover af alle skolens udearealer.

Tak til Land & Bolig – den lokale ejendomsmægler, som har hjulpet med dronevideoer og dronebilleder.